onsdag den 16. april 2014

Påskekanin Kage

For nogle uger siden faldt jeg over den sødeste og fineste Påskekage på Pinterest. Se den her og hos Jenny Steffens.
Jeg har brugt hendes teknik, og kaninerne blev simpelthen så fine. De var ikke svære at lave, og vil pynte gevaldigt på ethvert påskebord.


Påskekanin Kage
1 stor eller 2 små kaniner

Ingredienser:

Kage
2 æg
150 gr. sukker
110 gr. smør
60 ml minimælk
1 tsk. vaniljeessens
130 gr. hvedemel
1 tsk. bagepulver
knsp. salt

Cream Cheese Frosting
Opskrift fra Jennysteffens

110 gr. blødt smør
125 gr. flødeost, ved stuetemperatur
165 gr. flormelis
½ tsk. vaniljeessens
1-2 spsk. mælk

Kanin
Karton + bagepapir til bund
Hvidt pap
1 lyserød M&M eller lyserød chokoladeknap
ca. 150 gr. groft kokosmel

Sukkerslør Græs
Opskrift fra Mette Blomsterberg - DR

150 gr. sukker
½ dl. vand
½ tsk. glukose
grøn gelefarve, eks. fra Wilton, i farven "Kelly Green"
sukkertermometer
mad pensel


Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 16°C
Smør en 18 cm. i diameter springform, beklæd bunden med bagepapir.
  1. Pisk æg og sukker hvidt og skummende med en elpisker.
  2. Smelt smør over lav varme. 
  3. Rør det smeltede smør sammen med mælk og vanilje, stil til side.
  4. Rør mel sammen med bagepulver og salt.
  5. Vend mel og smørblanding, skiftevis a 3 omgange, i det piskede æg. 
  6. Vend dejen godt sammen, så alle ingredienser er godt blandet.
  7. Hæld dejen i den smurte springform. 
  8. Bag kagen i ovnen ved 160 °C i 20 minutter, skru så op på 175 °C og lad kagen bage færdig i ca. 15-20 minutter. Dæk eventuelt kagen til med sølvpapir hvis den bliver for mørk. * Test om kagen er færdig med en tandstik el.lign. 
  9. Stil kagen til afkøling på en rist. -Når den er helt afkølet, fjernes springformen forsigtigt, skær gerne kagen fri rundt i kanterne.
Lav imens din frosting:
  1. Rør/pisk flødeost og smør sammen, indtil det har en cremet konsistens.
  2. Rør vanilje i.
  3. Sigt flormelis i, vend det i frostingen. 
  4. Hvis frostingen er for sej/tyk, så tilføj 1 spsk. mælk.
  5. Frostingen må ikke piskes efter at flormelis er kommet i, da det så bliver for flydende.
  6. Stil evt. frosting på køl i 30 minutter, så vil den blive lidt fastere og er nemmere at smøre på.
Samle kagen:
Hvis du laver 1 kage, skærer du bare kagen over på midten - Hvis du laver 2, skal du også skære kagen over så du har 2 lag. 

Smør frosting på de 2 halve bunde. - Klap dem sammen, så du har en halvmåne.

Klip en stykke pap ud, som passer med kagen. Pak den ind i bagepapir. 

Smør en klat frosting på pap stykket, og stil kagen ovenpå. (Da den så er meget nemmere at flytte på)

Skær et stykke kage af, for at forme et hoved. Se billede. Brug noget af det du skærer af til at lave en hale.

Smør kagen op med frosting.

Drys kokos over kagen, brug en ske til at skubbe kokos op af siderne, for at få hele kagen dækket.

Klip 2 ører ud af hvid pap, mal med lidt lyserød farve i midten. (Jeg havde ikke nogen, så brugte lyserød gelefarve og lidt vand :-)) 
Giv kaninen ører på, og en lille lyserød næse.

Pynt kaninen færdig med æg, falsk græs eller andet. Stil kagen køligt indtil servering.
Eller, - lav sukkerslør græs. Det er faktisk nemmere end man tror, det kræver bare at man har tid til at holde øje med den kogende karamel, + et sukker/bage termometer.

Sukkerslør græs fremgangsmåde:
  1. Rør sukker sammen med vand og glukose i en lille gryde.
  2. Stil den på kogepladen, fuld varme, indtil det koger. Skru ned på medium varme.
  3. Sæt dit sukker termometer fast på gryden, så den rører ved den kogende karamel.
  4. Klargør imens dit bord, - der skal være meget plads. Læg et langt stykke bagepapir ud som bund, - midtpå under bagepapiret ligger du en kagerulle eller flaske.
  5. Tjek karamellen, den skal op på 152-15°C. Vær opmærksom på om karamellen går langt nok op, - så dit termometer kan måle temperaturen rigtigt. Vip eventuelt gryden lidt, så termometret får mere kontakt med karamellen.
  6. Spænd 2 gafler sammen, "ryg mod ryg" med en elastik. 
  7. Når karamellen har nået de 152-153 °C, tages gryden af varmen. Hold øje med at karamellen ikke bliver ved med at koge, hvis det er tilfældet så dyp gryden kort i koldt vand. 
  8. Rør lidt grøn frugtfarve i karamellen. 
  9. Dyp gaflerne i karamellen, og sving dem frem og tilbage over bagepapiret, med hurtige bevægelser. 
  10. Fortsæt indtil du har brugt al karamellen. Hvis den stivner for hurtigt, kan den varmes op igen. - Du skal dog være opmærksom på den grønne farve, det er ikke sikker den kan klare at blive varmet op.
  11. Form dit grønne sukkerslør til græs, som du pynter rund om kaninkagen med.



God Påske

Ingen kommentarer:

Send en kommentar