torsdag den 14. februar 2013

Valentinsdags cupcakes - eller bare Verdens bedste!

Som nævnt i mit indlæg om Ananas blomster, har jeg fundet frem til opskriften på nogle fantastiske cupcakes. Det er de bedste jeg har bagt Og smagt, bonus er, at de er så lette at lave, det tager kun nogle minutter at blande dejen :-D
Så selvfølgelig skulle de bages igen, - i dag i anledningen af Valentins dag, er de blevet spicet lidt op med krymmel hjerter i dejen.


Og hvis man ikke er til valentins dag, jamen så er det bare uden krymmel ;-)
Der er kommer færdige billeder af dem senere, da de lige pt. er kommet ud af ovnen og køler af. Jeg ville bare dele opskriften med jer, i tilfælde af, at nogen ville bage i dag.

Valentines Cupcakes
Vanilje Valentines Day Cupcakes
(Jeg kan ikke huske hvor jeg fandt opskriften, men linker så snart jeg finder frem til den oprindelse)
9 stk. 

Ingredienser:
120 gr. hvedemel
100 gr. sukker
1 tsk bagepulver
1/4 tsk salt
57 gr. blødt smør
60 ml. mælk
1 æg
1/2 tsk vaniljekorn
Krymmel efter ønske, - jeg brugte hjerte krymmel fra Tiger.

Smørcreme
70 gr. usaltet blødt smør
140 gr. flormelis
3 spsk. jordbærsaft
1 tsk. vanilje aroma
lyserød gelefarve

Fremgangsmåde:
I en stor skål, bland mel, sukker, bagepulver, salt og vaniljekorn sammen. Rør godt så det hele er blandet.
Brug en elektrisk håndmixer eller din standmixer med piskeriset. Tilføj det bløde smør i små stykker, mælk og æg og pisk ved høj hastighed i ca. 2 minutter, indtil dejen er jævn. * Hvis du vil tilføje krymmel, så er det nu, de skal bare vendes i dejen med en dejskraber, undgå at røre for meget, så farverne ikke flyder ud.

Hjerte krymmel
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Hæld dejen i cupcake forme, * her kan også drysses med lidt krymmel hvis det ønskes. Bag i ovnen i 18 minutter, tjek om en tandstik kommer ud ren, så er de færdige.
Lad dem køle af på en bagerist og smør dem op med f.eks. svejtsisk marengssmørcreme eller smørcreme eller en chokolade frosting og pynt med krymmel eller lignende.

Fremgangsmåde smørcreme:
Pisk det bløde smør med flormelis til det er blandet godt. Tilføj 1 spsk. jordbærsaft ad gangen, pisk grundigt.  Tilføj jordbærsaft indtil den ønskede konsistens, -den skal være rimelig fast. Rør vanilje og gelefarve i med en dejskraber. Hæld i en sprøjtepose og pynt de afkølede kager. Pynt med krymmel.

*Der gik lidt kage, hihi, i min smørcreme, den begyndte nemlig til sidst at skille :(
Jeg kom ekstra smør i efter jordbærsaften, som jeg desværre tror gjorde udfaldet. Men men, den smagte stadig godt, så ingen skade sket. Jeg skal have købt mig noget hindbær/jordbær aroma til næste gang.




 Her færdigbagte. De er så lækre luftige og svampede. Mums :-)


Og lige et billede til af de færdige cupcakes, de blev så fine.

mandag den 11. februar 2013

Ananas Blomster - Super smuk spiselig pynt

Min mor havde fødselsdag i lørdags og vanen tro kom jeg og hjalp med at servere og maden. I år fik jeg lov til at stå for desserten. (Yay) Jeg har længe ventet på en mulighed for at få bagt noget lidt mere kreativt. Jeg ville ønske jeg kunne gøre det oftere, men desværre kan jeg ikke selv spise så meget kage på en gang :-) 

Her kommer opskriften på ananas blomster, som du kan se på billedet. Snarest kommer opskriften på cupcaken, som forresten bare blev så lækker!

Ananas blomster

Ananas Blomster
*Inspireret fra annies-eats.com
Og her kommer så en let guide på hvordan man får tryllet disse herligheder frem.

Du skal bruge:
 Ananas
en skarp kniv
en udhuler-ske

Ananas blomster - guide

  1. Skær top og bund af din ananas, skær skrællen af. (Jeg brugte kun en 1/2 ananas, da jeg ikke skulle bruge så mange ananas blomster) Det gav 20 stk.
  2. Med hjælp fra en udhuler-ske, fjernes det resterende skræl.
  3. Og så til det sjove, - her er det vigtigt at bruge en skarp kniv, da det ellers bliver lidt sværere at skære tynde skiver. Men det er bare at skære så tyndt som muligt. Øvelse gør mester.
  4. Læg de tynde skiver på en bageplade beklædt med bagepapir eller en silikone måtte.
  5. Bag på 100 C varmluft, først i 30 minutter, hvor skiverne vendes og så igen i 30 minutter. Muligvis de skal have lidt længere tid (Alt efter ovnen) men de skal føles rimelig tørre. 
  6. Efter de er kommet ud af ovnen, skal det går rimelig stærkt, da de tørrer rigtig hurtigt og derefter så ikke kan "formes". Hvis du har gang i flere plader kan du arbejde med en plade af gangen.
  7. Brug en muffinform, - det er det nemmeste. Desværre havde jeg ingen så jeg brugte forskellige glas og små ramekiner. Det vigtigste er at skiverne bliver formet som blomster-> se billedet herunder
  8. Lad dem tørre et par timer, gerne natten over og brug dem så til pynt. De kan opbevares i en tætsluttende beholder i flere dage, bare ikke læg dem ovenpå hinanden da de klistrer.



søndag den 10. februar 2013

Durumboller version 2.

Durum boller
Durumbrød og boller
(1 lille brød og ca. 7 boller)

Ingredienser:

25 gr. gær
1 dl vand
2 dl mælk
1 æg
1 tsk salt
1 spsk. olivenolie
350 gr. durummel
100  gr. hvedemel
150 gr. sigtemel


Fremgangsmåde:

Opløs gær i fingerlunt vand. Når gæren er opløst, tilføj mælk, æg, salt og olie. Pisk det hele godt sammen. Tilføj alt durummel og det meste af hvedemelet og ælt/rør. Her kan man med fordel bruge en bagemaskine med dejkrog. Når dejen er æltet godt, tilføj eventuelt mere sigtemel  hvis dejen er for våd. Dejen skal være en smule klistret, men ikke hænge fast på fingrene hvis du rører ved den. *hvis der skal mere mel til, brug durummel.
Når dejen har fået den ønskede konsistens, så skal den æltes godt. Ca. 8-10 minutter på medium hastighed.
Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i 1 time.

Slå et brød op og form nogle boller og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.  Hvis du har en bagesten, BRUG DEN :-) Lad dem efterhæve 30 minutter på pladen.
Tænd ovnen på 220 grader varmluft. Snit brødet som du ønsker.

Bag dem i 15-18 minutter, bollerne skal have lidt mindre tid i ovnen end brødet. For at tjekke at de er færdig bagte, kan man banke på bunden, hvis det lyder "hult" er de færdigbagte.

mandag den 4. februar 2013

Juice med rødbede, appelsin og gulerod

Forrige jul fik jeg en juicer i julegave, og den er en af de bedste gaver jeg har fået. Jeg forsøger at bruge den så ofte som muligt, desværre er der en del opvask forbundet med det- men den er det hele værd. Jeg elsker en friskpresset juice efter træning, det giver bare lige det ekstra velvære! 

Så hvis du har plads, så er en juicer helt bestemt en god investering. Jeg vil bare anbefale en med en stærk motor, så man får noget ud af det. Jeg har en philips model HR1861/20, som har 700 watt.


Juice med rødbede, appelsin og gulerod

Juice med rødbede, appelsin og gulerod

Ingredienser:

1 mellem rødbede uden skræl (medmindre den er økologisk)
2-3 appelsiner (hvis du gerne vil have en syrligere juice, brug 3)
5  økologiske gulerødder
1 citron
1 stor håndfuld spinatblade
1 stykke ingefær (varier størrelsen alt efter hvor stærk du vil ha' den)


Fremgangsmåde:

Skræl rødbeden, pil appelsiner,citroner og skræl ingefær. Vask gulerødder og spinat grundigt. Kør nu alle ingredienser igennem juiceren. Smag til med citron saft og server med et par isterninger :-) 
En super lækker juice til om morgenen eller efter træning.

Rødbeden gør juicen ret sød, så for dem der elsker en sød juice er den perfekt, jeg kan godt lide det lidt syrlige, så jeg smager den til med citron.

søndag den 3. februar 2013

Grød med blåbær og banan

Jeg er kæmpe fan af grød. Jeg elsker det i alle afskygninger og spiser det gerne døgnet rundt. I dag kommer en af mine yndlings udgaver med banan og blåbær. For tiden har jeg et mindre flip med boghvede, har det ristet i min mysli og nu også på min grød, det er super lækkert sprødt. 


Grød med blåbær og banan

Grød med blåbær og banan
(1 portion)

Ingredienser:

40 gr. grovvalset havregryn
20 gr. ruggryn
3,5 dl vand
1 knsp. salt
1/2 banan
1 håndfuld blåbær
1 spsk. boghvede
1 spsk. hasselnøddesmør

Fremgangsmåde:

Hæld havregryn, ruggryn, salt og vand i en gryde, bring det i kog ved høj varme, når det koger skru ned på lav varme. Lad det små koge i ca. 10 minutter, eller indtil at vandet er kogt ind. Skær bananen i skiver og vend det i grøden sammen med blåbær. Efter et par minutter er grøden færdig. Hæld den op og drys med boghvede og en spsk. hasselnøddesmør. (*Hasselnøddesmør kan undlades, hvis man ikke lige har det i køleskabet, - det er super lækkert og snart kommer der en opskrift på det herinde)